Fra Stavidså og frem til 80’ernes faciliteter – spredte glimt fra O.S.L.F.`s første 50 år

Fra Stavidså (den staves rent faktisk med ‘d’) og til 80’ernes faciliteter. Hvilken fantastisk udvikling. Starten er i små træk omtalt i portrættet af vor forenings stifter. I en m/k-tid er det direkte morsomt at erindre, at badeanstalten, hvor vor forening så dagens lys, var forbeholdt bogstavet m. Der var (for at bruge en vending fra dengang) ikke brug for kvindeligt påhæng!

Om så forklaringen er, at planlæggerne af badeanstalten havde været udsat for mindre heldige kvindelige bekendtskaber, må stå hen i det uvisse. Nærmere ligger det jo nok at antage, at fællesbadning ikke dengang var foreneligt med tidens almindelige moralske begreber.

Da O.S.L.F. var en kendsgerning, blev der rettet op på det hele, så m/k havde lige adgang.
– Tja, det var så det….

Der var to bassiner
Sagt lige ud: Forholdene var primitive. Derfor fuld honnør for de personer, der tog initiativet til stiftelsen af O.S.L.F. Hvad havde de udover optimismen? Såmænd to bassiner, hvoraf det ene var et soppebassin. Det andet blev benævnt “det dybe”. Det bød til gengæld på to udspringsvipper. Yderligere var der et læskur til omklædning. Hvem turde gå “i krig” med noget sådant ? Det turde vor første bestyrelse, der var Fredinand Lefevre, J. Kamp, E. Koefoed, Valdemar Hansen, O. Christiansen, Richard Hansen og Jørgen Nielsen.

Bestyrelsen kunne glæde sig over, at Fyens Stiftstidende regnede stiftelsen som en nyhed. Den blev dækket ind efter alle kunstens regler: 4 fotos, interview plus et godt stykke tekst.

Samme bevågenhed var der, da der i august samme år blev arrangeret et stævne i Odense Havn, hvor der var ikke færre end 1.500 tilskuere !

Vort første navn var Odense Svømme- og Livrednings Klub, men det blev i løbet af et par måneder ændret til “forening”.

I de følgende år var vi med ved stævner rundt om på Fyn, og pengenes værdi kan man tænke sig til, når gamle programmer fortæller, at prisen var 15 øre – og det var dyrt.

Odense Friluftsbad
Den 18. Juni 1933 åbnede Odense Friluftsbad, og det satte yderligere skub i vor forening. Åbningen bød blandt andet på deltagelse af OL-deltageren fra 1932 Else Jacobsen, København, der gav opvisning i stilsvømning, og Lili Andersen, København, der senere tog sig af rekorden i at krydse Storebælt. Det var i øvrigt samme år, disciplinerne fik navneforandring, idet man da gik bort fra ordet kapsvømning.

Vor første stander fik vi i 1935 på vor 5 års fødselsdag, hvor samtidig Ferdinand Lefevre blev udnævnt til æresmedlem. Samme år noterede vor forening sig for den første fynske rekord. Den faldt i 50 m svømning plus 5o m bjergning ved C. Munk Hansen. Året før havde vi fået vort første fynske seniormesterskab. Det var ved Alf Winding i 400 m brystsvømning, og vi havde fået to mesterskaber for drenge: Poul E. Henriksen i 50 m rygsvømning og William Jensen i 50 m crawl.

I 1936 var medlemstallet steget til 300, og udover svømmestævner var der arrangeret fodture samt gymnastik på Ålykkeskolen. Vi arrangerede stævne i samarbejde med FREM og OFG i Odense Friluftsbad Sct. Hans aften – og der var 4000 tilskuere. Samme år fik foreningen den første af O.S.L.F.`s eftertragtede nåle. Den tilfaldt Erik Poulsen (han huskes for kælenavnet Tømreren) og var en sølvnål for tiden 3.06.6 min. I 200 m brystsvømning.

Vor første guldnål
Svømmehallen på Klosterbakken åbnede i 1938. Vi fik verdensrekordindehaveren Valborg Christensen som træner, og det gav et gevaldigt lift, men glæden var faktisk en anelse kort. Der var uro i Europa, og allerede d. 9. Februar 1940 måtte der lukkes på grund af forskellige restriktioner.

Forinden havde et navn slået O.S.L.F.’s navn fast på den danske rangliste. Det var Anna Petersen, der på vor 9 års fødselsdag sikrede foreningen den første guldnål. Den faldt i 100 m crawl, og tiden var 1.10.3 min., hvilket var et stykke under datidens krav for erhvervelse: 1.20.0. Rekorden stod i 23 år, inden den blev slået af Bente Dunker.

Svømmehallens lukning var på grund af brændselsrestriktionerne, der dog dengang ikke var olie, og det var vel en form for skæbnens ironi, at Odense Kommune i garderoberne oprettede brændselskontor for rationeringsmærker – og så kan det da lige her indskydes, at Odense Svømmehal først åbnede igen d. 5. Januar 1946.

De mellemliggende år var vi henvist til Odense Friluftsbad, men det var af og til ofte optaget af, hvad der dengang hed “til andet formål”, hvilket oversat vil sige til besættelsesmagternes brug.

Det medførte også, at vore medlemmer ikke altid var lige lykkelige for at komme der, selv om vi havde mange glade stunder, men det var jo ikke alle, der var lige modstandsdygtige – restriktioner og rationering havde sat sine spor.

Til gengæld blomstrede livredningen i de år, og den gav anledning til en pudsig episode. Bjergedukken til den store livredningsprøve var en dag forsynet med et specielt overskæg og en frisure, der ikke lod tvivl tilbage om, at det var Der Führer, der var tænkt på – og så blev dukken beslaglagt.

Det var der et vers om i den efterfølgende (årlige) Skærtorsdagsrevy:
Ude midt på broen vores bjergedukke stod,
Sigfred nu i årevis har vogtet den så tro,
Men da den okkuperet blev,
Ja, så måtte han jo glo.

Årene under den tyske besættelse bød på adskillige aktiviteter, som ikke havde meget med svømning at gøre. Vi spillede håndbold, og der var ugentlige gåture til omegnens kroer, hvor sammenholdet (rent bogstaveligt) blev holdt i hævd med et par timers dans, inden kursen atter blev sat mod Odense.

Når medlemmerne – vandrefodtøj til trods – var gode til at træde dansen, er forklaringen, at Valborg Christensen også var eksamineret danselærerinde. Derfor oprettede O.S.L.F. en danseskole, og det blev en nærmest bragende succes.

Hertil kan lægges en lang række medlemsaftener, hvor der blandt andet var “Hvem ved hvad”-konkurrencer, der kunne have taget kampen op mod radioens og fjernsynets quis-programmer.

Første landsholdsdeltager
Da Odense Svømmehal atter var åbnet efter tyskernes kapitulation, henlagde Dansk Idræts-Forbund et af sine 50 års jubilæumsarrangementer hertil. Det var et stævne med hollandsk deltagelse d. 21. Februar 1946, og ved den lejlighed var O.S.L.F. repræsenteret i ikke færre end 25 starter. Blandt disse var brystsvømmeren Marius Justesen, der året efter blev vor første svømmer på et provinshold, der mødte det norske landshold.

To år senere fik vi vor første landsholdsdeltager. Det var Helge Hansen – senere leder i Odense Badevæsen – der var udtaget i 400 m crawl. Den næste kom først 8 år senere – Karen Clemens i 200 m brystsvømning.

Efterkrigsårerne startede altså faktisk for fuld udblæsning. Forventningerne var store, men – ja, der kom et endog stort men – alt var ikke faldet i lave. De daværende ledere forsøgte efter evne, at der skulle leves op til Abraham Lincholms ord om, at han var mere interesseret i, hvad hans barnebarn blev, end for, hvad hans bedstefar havde været.

Efter nærmest et par eksplosive år, hvor medlemstallet steg og steg, skete det, at Odense Svømmehal endnu en gang måtte lukke. Bassinet var kort og godt utæt. Det medførte, at medlemstallet nærmest gik katastrofalt tilbage.

Økonomiske problemer meldte sig. Der var ikke penge til for eksempel trænerløn, og i foråret 1951 kom den kulmination, at vi ingen bestyrelse havde.

Med kun godt 20 år på bagen løb vi ind i en krise, og der blev nedsat et forretningsudvalg (Kirstein Kristensen, Tage Olsen og Villy Winding). Udvalget var medlemmer med populært sagt hår på brystet, og krisen blev overvundet. Vi fik atter en bestyrelse, men økonomien var fortsat stram, så stram, at bestyrelsen en kort overgang måtte punge ud med egen kapital.

Vendepunktet kom i 1956, hvor Odense Svømmehal igen åbnede. Der fulgte et ti-år, hvor “Fastelavns-show” og Midsommerstævner atter blev faste indslag i vor hverdag, og der var navne der gjorde O.S.L.F. kendte. Der blev knyttet kontakter til udlandet, Sverige, Holland, Vesttyskland, Czekoslovakiet og Jugoslavien, og det gav genlyd, da vi i 1964 blev Danmarksmestre i vandpolo.

Året før rundede Odense Svømmehal sin 25 års fødselsdag, og vi kunne sammen med borgmester Holger Larsen glæde os over, at vi havde ydet et stort bidrag til, at – som borgmesteren udtrykte det – enhver elev, der udgik fra Odenses skoler, havde lært at svømme.

Odense Kanal ind
Vi havde stadig kun en enkelt svømmehal, men det blev der også rådet bod på i de år, der af økonomer og politikere bliver benævnt De glade 60’ere.

Hallen i Bolbro blev en kendsgerning i 1969, to år senere fulgte hallen i Højme, og i 1978 kunne vi rykke ind i nærmest ideelle forhold i Vollsmose. I 1981 kom svømmehallen i Universitetet til. En 50 m bane, som åbnede muligheder for internationale arrangementer.

Tilbage i 60’erne er der også at erindre et ret så usædvanligt arrangement. Gennem et par år havde bestyrelsen syslet med tanken om, at det kunne være morsomt at prøve kræfter med Odense Kanal, og der blev arrangeret Odense Kanal ind.

Henning Hansen, Jens Erik Petersen og Jørgen Juul Andersen blev indsmurt efter alle kunstens regler ude ved Gabet en tidlig morgenstund. Kl. 6.00 gik starten, og som første mand var Henning Hansen i land ved regattabygningen på Stige Ø kl. 11.20. 40 minutter senere kom Jens Erik Petersen. Distancen var 16 km, Jørgen Juul Andersen måtte holde efter 10 km, da han fik krampe i det ene ben.

Naturligvis var der ledsagebåd og livredder med på turen, og vi kunne glæde os over såvel presse- som tv-dækning! Det var ikke alene en triumf for O.S.L.F., svømmere og arrangører, men også for vor træner Kjeld Rasmussen.

Midten af 60’erne bragte også et interessant besøg fra USA.
Via et studieophold i Connecicut i 1952 havde Holger Knudsen lært svømmeprofessoren Peter Daland at kende på Yale Universitet (det var i øvrigt her Johnny “Tarzan” Weismüller startede sin karriere).

Forbindelsen blev holdt ved lige, og da Peter Daland kom på Europaturne, lå det i luften at han også skulle gæste O.S.L.F. Han kom, så og sejrede – og var indkvarteret hos Holger Knudsen og hans viv “Søster”. Han gav instruktion i såvel svømmestil som vendinger og træningsmetoder og ikke mindst peptalk, hvilket kort vil sige at sætte svømmernes tro på, at hun/han kan vinde, og det både på foreningsplan og landsholdsplan.

Der blev spillet på følelser, og der var mange af vore medlemmer, der tog det til sig.